Kampvalg og ny forperson – få det vigtigste fra generalforsamlingen

Generalforsamlingen i Hodsager IUF bød i 2025 på flere kampvalg samt første generalforsamling med foreningens nye forperson Gitte Kortbek.

Hodsager IUF´s øverste myndighed – generalforsamlingen – mødtes mandag 7. april i Hodsager Multicenter for at kigge tilbage på 2024, frem mod resten af 2025 og tiden derefter samt for at vælge foreningens ledelse.

Generalforsamlingen var den første med en ny forperson i spidsen efter Henry Jensens afgang tre uger før generalforsamlingen. Han blev genvalgt i 2024, og med hans udtrædelse skulle erstatningen for resten af hans periode (på to år) findes i bestyrelsen. Bestyrelsen stod alle bag Gitte Kortbeks kandidatur, og hun fremlagde derfor beretningen for generalforsamlingen for første gang siden hun overtog posten som forperson.

Kampvalg og nye medlemmer i udvalgene

Årets generalforsamling bød på hele to kampvalg.

Først til forretningsudvalget, hvor Gitte Kjerulff genopstillede, og hvor også Lennart Riedel stillede op. Valget faldt på Gitte Kjerulff.

Aftenens andet kampvalg fandt sted i fodbold, hvor Mikkel Bonde og Stefan Paabøl Thomsen genopstillede, mens seniorholdets træner Kim-Skipper Kristensen også stillede op. De to førstnævnte bevarede deres plads, mens Kim-Skipper Kristensen blev suppleant.

Gymnastikudvalget fik flest nye medlemmer. Som ny forperson for hele foreningen valgte Gitte Kortbek ikke at genopstille. Louise Nissen trådte også ud af udvalget, og der skulle derfor findes to nye medlemmer. Nadja Rindom Graversen og Claus Kortbek – som i øvrigt var aftenens dirigent – blev valgt ind i gymnastikudvalget. Sara Schou Thomsen overtog pladsen som forperson.

Badmintonudvalget og forældre/støtteudvalget havde ingen ændringer.

Hodsager Motionscenters generalforsamling blev afholdt i forlængelse af Hodsager IUF´s, og her blev Søren Lyngskov Rosenkvist Jensen valgt ind.

Læs hele referatet fra generalforsamlingen herunder

Scroll to Top